Endelig! (Sådan skal et Like-CTA se ud)

Der er langt mellem dem. Stadig.

For i hvor mange år, har der ikke været konsulentfokus på, at man ikke bare skal skrive Like os, når man vil gøre reklame for sin Facebook-side?

De gode calls to action er og bliver en mangelvare.

Derfor blev jeg også noget så positivt overrasket, da jeg sad og spiste morgenmad i morges og fik øje på denne tekst på “mælke”kartonen (som er en risdrik fra Naturli’):

“Vær med og opdag alt det gode ved økologi og planter.”

Endelig - sådan skal et Like-CTA se ud

Her er nemlig et Like-call to action, som rent faktisk fortæller, hvad man kan finde på afsenderens Facebook-side. Naturli’ formidler en grund til at besøge siden – faktisk helt uden at bruge det lille ord “Like”! Og de tilbyder endda at blive en del af en bevægelse: “Plantebevægelsen – der hvor det gror”.

Der er i den grad tale om en tekst, der formidler et værdisæt: De værdier, som afsenderen står for. Værdier som de fleste Naturli’-kunder med garanti kan nikke genkendende til.

Og det er en kæmpe styrke. På den måde skaber teksten nemlig identifikation og potentielt brandloyalitet.

Hat’s off to Naturli’ – for hvornår har det sidst været en faglig fornøjelse af spise morgenmad?